THYBO hand dyed er et mikrofarveri og fiberværksted drevet af Anne Sofie Slot Thybo.
Gennem fordybelse og eksperimenterende processer skaber Anne Sofie strik, plantefarvet garn og tekstiler samt strikkeopskrifter. En stor kærlighed til naturen afspejles i materialerne og processerne.
Hos THYBO hand dyed finder du unikke og levende produkter - farver, der vibrerer af naturens subtile nuancer, og materialer og teksturer, der fortæller små historier.
Jordnært og magisk på samme tid.
Siden THYBO hand dyed blev grundlagt i 2018 har Anne Sofie været drevet af en intention om at skabe med omtanke og styrke forbindelsen mellem menneske og natur gennem sanselig og taktil interaktion.
Bag THYBO hand dyed
Anne Sofie Slot Thybo, f. 1981
Bor i Jelling med kæreste og 4 børn
2018 - THYBO hand dyed
2010 cand.pæd. i pædagogisk filosofi Aarhus Universitet
2006 folkeskolelærer N. Zahles seminarium
“Min interesse for plantefarvning begyndte for mange år siden, da jeg boede i København. Jeg mærkede en længsel efter at komme tættere på naturen og begyndte at udforske byens planter og deres potentiale. I samme periode fandt jeg min mors gamle bøger om plantefarvning og blev opslugt af plantefarvningens langsomme, poetiske processer.
Dette blev begyndelsen på THYBO hand dyed.
I dag bor jeg i Jelling sammen med min familie. Vi er omgivet af smuk natur, som er en vigtig del af min hverdag og mit arbejdsliv.
Min interesse for garn og håndarbejde opstod først som voksen, men trangen til at skabe og udtrykke mig har jeg altid haft - blandt andet gennem musik og skrivning.
Siden jeg ventede mit første barn i 2008, har jeg strikket. Først lidt krampagtigt og med begrænset succes. Siden mere nydelsesfuldt og gradvist mere avanceret. I dag arbejder jeg eksperimenterende og kombinerer gerne strik med hækling, broderi eller andre håndarbejdsteknikker.
Jeg er uddannet cand.pæd. i pædagogisk filosofi og folkeskolelærer, og mit arbejde i THYBO hand dyed afspejler på mange måder mit filosofiske afsæt.
Jeg er optaget af, hvordan vi mennesker er i verden – og hvordan vi gennem sansning og dialog med materialer forbinder os til den verden, vi er en del af.
I THYBO hand dyed arbejder jeg i krydsfeltet mellem håndværk, kunst og formidling.”